Guide - håndværkere
At påbegynde et renoveringsprojekt er betydningsfuldt. For bygherren er det en investering. For håndværkeren er det et arbejde, der skal udføres. For lejeren er det en forandring af hjemmet. Om resultatet bliver opfattet som en forbedring, som en forandring eller ligefrem som en forringelse, det afhænger af en lang række forhold. Ikke mindst er et godt samspil mellem ejer, lejer og håndværker vigtigt for det gode resultat. For håndværkeren er renovering hverdag. Det handler derfor især om at gøre renoveringsprocessen så hurtig og gnidningsfri som muligt med det bedst mulige resultat. For ejere og lejere i private udlejningsejendomme kan det derimod være første gang, de skal være en del af en renoveringsproces. Forudsætningerne for et samarbejde omkring byggeprojektet er derfor helt anderledes.