Hvis du vil søge
GI kan yde tilskud efter boligforholdslovens § 71 til fornyelse af ældre bydele. Vi kan også give tilskud til projekter, forsøg og initiativer inden for byøkologi, byplanlægning, byfornyelse eller boligforbedring og istandsættelse af den ældre boligmasse.
Det overordnede formål for alle initiativer under § 71 er, at resultatet skal være til gavn for udlejerne og lejerne i den private udlejningssektor. De enkelte projekter kan være rettet mod mere effektive og billigere metoder og produkter samt udvikling af kvalitetsmæssigt og arkitektonisk bedre løsninger, der er mere holdbare, bæredygtige eller med bedre totaløkonomi. Emnerne kan rettes mod problemstillinger i den enkelte bolig og bygning, eller de kan omfatte ejendomme og deres beboere i et større bypolitisk perspektiv.
Projekterne kan have forskellige tilgange, såsom:
- Udvikling af ny viden gennem anvendelsesorienteret forskning
- Værktøjer til bedre renovering og vedligehold af ejendomme, herunder tjeklister, beregningsværktøjer, pc-programmer, interaktive hjemmesider samt nye og/eller forbedrede byggeprodukter eller -processer
- Formidling til fx professionelle i branchen og ikke professionelle brugere. Dette rummer også formidling i form af fx filmklip og 3D-visualiseringer samt kurser / seminarer.
Som udgangspunkt skal der fra ansøgere foreligge en belysning af følgende spørgsmål for at direktionen og bestyrelsen kan tage stilling til en ansøgning:
- Hvad er formålet med projektet?
- Hvem er ansøgeren, og hvad er ansøgerens faglige kompetence samt ansøgerens faglige og økonomiske interesse i projektet?
- Hvad er baggrunden for projektet?
- Hvad er målgruppen for projektet?
- Hvilke konkrete aktiviteter tænkes gennemført?
- Hvilke succeskriterier er der?
- Hvordan organiseres projektet, og hvem deltager ud over ansøgeren?
- Hvad er tidsplanen?
- Hvordan skal de forventede resultater benyttes og formidles?
- Stilles de frit til rådighed for alle eller har ansøgeren ejendomsret til resultaterne?
- Hvad er de budgetterede projektomkostninger, og hvordan tænkes de finansieret?
- For større projekter skal der foreligge et detaljeret projekt opdelt på de enkelte delaktiviteter samt en angivelse af timepriser.
- Hvilket beløb ansøges om fra GI?
I ansøgningen til GI skal budgettet indeholde alle forventede omkostninger – herunder moms. Hvis GI giver støtte til projektet, kan der ikke efterfølgende ske en forøgelse af støttebeløbet, hvis udgifterne bliver større end forventet – herunder hvis man har glemt at medregne moms.
Momsreglerne er komplicerede, og GI kan ikke yde rådgivning om den korrekte momsmæssige håndtering hos støttemodtager. Støttemodtager opfordres derfor til at afklare hos støttemodtagerens revisor eller eventuelt med SKAT, hvorledes de er stillede i forhold til momsreglerne og modtaget støtte.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til
GI
Udviklingschef Søren Meyer (sme@gi.dk)
Ny Kongensgade 15
1472 København K
Telefon 82 32 23 56
Alle modtagne ansøgninger vurderes ud fra 3 forhold:
- vurderes projektet at ligge inden for rammerne af boligforholdslovens § 71
- forekommer projektet relevant, realistisk og fornuftigt
- vurderes det skønsmæssigt, at ansøgeren har kompetence og kapacitet til at gennemføre projektet.
Foreligger der flere ansøgninger, som dækker samme emne, foretrækkes den ansøger, der ud fra en samlet vurdering kan levere det bedste projekt inden for et fornuftigt budget. Øvrige ansøgere vil modtage et afslag.
Hvad der er det bedste projekt inden for et fornuftigt budget, vil nærmere blive bedømt ud fra følgende parametre:
- Den forventede kvalitet af det ansøgte projekt set i forhold til strategi og projekt ideer.
- Det støttebeløb, som GI skal bidrage med, idet GI som udgangspunkt vil foretrække projektet med det laveste støttebeløb. Dette udgangspunkt fraviges dog, hvis der kvalitetsmæssigt eller i relation til andre støttemuligheder er væsentlige forskelle, som tilstrækkeligt begrunder behovet for et større støttebeløb.
- I hvilken grad GI vil kunne videreformidle resultatet bredt eller i øvrigt nyttiggøre resultatet bredt.
Det er GI’s bestyrelse som tager endelig stilling til ansøgninger på baggrund af indstilling fra direktionen.
Nogle projekter meddeles umiddelbart afslag af direktionen, hvis projektet ikke ligger inden for rammerne af § 71, ikke forekommer tilstrækkeligt seriøst og velbegrundet, eller hvis direktionen vurderer, at der foreligger en bedre ansøgning, der dækker samme emne.
Nogle gange indstilles, at det ansøgte beløb bevilges, mens direktionen efter en samlet vurdering andre gange indstiller et lavere beløb. Som udgangspunkt vil det blive krævet, at der også leveres egenfinansiering og/eller supplerende støtte fra anden side svarende til mindst halvdelen af projektomkostningerne. Herved søger man at sikre, at der er en bred interesse for – og opbakning til gennemførelse af projektet. Ud fra en konkret vurdering kan det dog accepteres, at støtten fra GI udgør mere end halvdelen af projektomkostningerne.
Tilsagn/ Afslag til ansøgere
Beslutning om afslag eller tilsagn meddeles skriftligt til ansøgeren.
Er der tale om et tilsagn, gøres der rede for, om udbetalingen kan ske på én gang eller i rater. Som udgangspunkt udbetales tilskuddet som et samlet beløb efter projektets gennemførelse. Afhængig af projektet og ansøgerens finansielle situation vurderer direktionen, om det vil være tilstrækkeligt sikkert for GI at udbetale tilskuddet i rater i takt med projektets gennemførelse – herunder, om der undtagelsesvis kan ske udbetaling af et á conto beløb.
Endvidere stilles der i støttetilsagnet normalt altid krav om, at der ved projektets afslutning skal fremsendes et revideret regnskab, at evt. afslutningsrapporter mv. skal fremsendes til GI, samt at evt. uforbrugte beløb skal returneres til GI, dvs. at støtten ikke kan bruges til andre formål end det søgte.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til
GI's udviklingsprojekter skal tilgodese interesseområderne for de primære stakeholdere, som er:
- Ejere af private udlejningsboliger
- Lejere i de private udlejningsboliger
- Byggebranchen
- Samfundet generelt
GI ønsker at pleje stakeholderes interesser gennem fortsat viden og nye løsninger til forbedring af boliger samt udbrede kendskabet til allerede kendte metoder og viden.
Mødedatoer:
- 19. marts
- 10. juni
- 30. september
- 11. december
Ansøgningsfrist
Ansøgninger behandles på bestyrelsesmøder. Modtager GI ansøgningen tre måneder før bestyrelsesmødet, kommer den på det førstkommende, medmindre der er udestående spørgsmål. Ellers går den videre til næste bestyrelsesmøde.
Kontakt:
Udviklingschef Søren Meyer
Telefon 82 32 23 56
sme@gi.dk