08. maj 2024
86 personer skal vælge årets Renoverprisvinder
Deltagerne i Renoverprisens Valgkollegie 2024 er nu fundet. I alt 86 personer fra mange forskellige grene af byggebranchen skal til juni stemme om, hvem der skal vinde Renoverprisen 2024.
Spændingen stiger i årets Renoverpris. Fra 160 indstillede projekter blev listen af mulige vindere for nylig kortet ned til 14, og over de kommende uger vil prisens nomineringsudvalg reducere antallet yderligere til de 6 projekter, der bliver nomineret til Renoverprisen 2024 – hvoraf ét projekt til sidst bliver kåret som den bedste renovering indstillet i 2024.
Hvem der ender med at løbe med sejren, er op til Renoverprisens 86-personer store Valgkollegie, som til juni skal fordele deres stemmer på de seks nominerede projekter. Og nu er der sat navn på, hvem disse 86 personer er.
De 11 mest centrale organisationer inden for byggebranchen har haft mulighed for at udpege op til fem personer til Valgkollegiet, mens en lang række andre organisationer hver har udpeget én person. Derudover har Renoverprisens styregruppe, bestående af repræsentanter fra Grundejernes Investeringsfond og Realdania, udpeget syv medlemmer fra pressen.
”Realdania og vi er glade for den store bredde i Valgkollegiet, der repræsenterer en solid viden om renovering. Det er derfor den samlede byggebranche i Danmark, der er med til at kåre vinderen,” siger adm. direktør Susanne Borenhoff, Grundejernes Investeringsfond.
Den samlede liste af medlemmer af Renoverprisens Valgkollegie kan ses her.
På renoverprisen.dk kan du dykke ned i den imponerende samling af de 160 vellykkede renoveringer, der blev indstillet til Renoverprisen 2024. Her kan du også finde de 14 longlistede projekter, som snart bliver reduceret til 6.