07. september 2023
Rudkøbing Gamle Skole på Langeland vandt torsdag aften Renoverprisen 2023
I Rudkøbing på Langeland er flere tidligere elever vendt retur til skolen. De er nemlig flyttet ind i Rudkøbing Gamle Skole fra 1921, der efter en renovering har fået nyt liv som 22 almene seniorboliger. En transformation, der torsdag aften blev hyldet med tildelingen af Renoverprisen 2023, som gives til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.
”Rudkøbing Gamle Skole er et flot eksempel på, hvordan man kan puste nyt liv i en bygning og et lokalområde ved at udnytte nogle af alle de gamle skoler rundt om i landet, som bliver nedlagt, fordi eleverne samles på større skoler. Det kan andre kommuner godt lade sig inspirere af,” udtaler Karen Mosbech, Formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg, der understreger, at vinderen er fundet blandt et stærkt felt af nominerede projekter:
”År efter år bliver jeg benovet over, hvor stærkt et felt, vi har at gøre med. Årsagen er, at man simpelthen bliver dygtigere og bedre til at tænke kreativt og løse nogle virkelig svære tekniske udfordringer. Jeg glæder mig over, at flere og flere ser potentialet i at renovere, for der er ingen tvivl om, at vi i fremtiden i langt højere grad skal bygge videre på de eksisterende bygninger fremfor at bygge nyt.”
En gennemført transformation
Seniorboligerne i Rudkøbing Gamle Skole er blevet til på bygningens præmisser, og varierer derfor i størrelse og form. Boligerne nyder godt af de tidligere klasseværelsers markante loftshøjde og høje vinduespartier, som man ikke ville have fået i et nybyggeri. Yderligere er fællesskabet tilgodeset med omdannelsen af den tidligere pedelbolig til fælleshus og gæsteværelser. Der er således tale om en gennemført transformation af en gammel bygning, og derfor løber projektet med titlen som Danmarks bedste renovering, da Renoverprisen torsdag aften blev uddelt for 11. gang.
Der var da også stolthed i stemmen, da inspektør for Boligselskabet Langeland Ole Hansen tog imod prisstatuetten:
”Det er virkelig stort for os at vinde Renoverprisen, og det er også stort for Langeland at komme på landkortet med sådan et projekt. Når man kommer kørende til Langeland, ser man Rudkøbing Gamle Skole, som har været byens signaturbygning i over 100 år. For Langeland betyder prisen, at flere får øje på øen og tænker, at det er et godt sted at slå sig ned. Det har vi også set i projektet her. Der har været interesse hele tiden, og den vil ikke blive mindre nu,” siger han og fortsætter:
”Det unikke ved renoveringsprojektet er, at bygningen har beholdt sin signatur, og at der er anvendt de materialer, som var på bygningen i forvejen. I hver bolig er der f.eks. en dør, som har været døren ind til et klasseværelse. Det giver sjæl for de lejere, der bor i det nu.”
Det er et valgkollegium bestående af 88 personer fra byggebranchen, der stemmer på deres favorit blandt de nominerede projekter. Vinderen blev fundet blandt fem nominerede projekter. Hele 182 projekter fra landet var i år indstillet til Renoverprisen – det højeste antal siden 2018. Vinderholdet modtager en check på 100.000 kr. samt den karakteristiske prisstatuette – et orange R – der er sammensat af otte materialer, der ofte indgår i moderne bygningsrenovering.
En særlig pris til det lille projekt med stor effekt
Udover Renoverprisen blev også Specialprisen uddelt. Specialprisen går til et særligt bemærkelsesværdigt projekt, der ikke lever op til alle Renoverprisens kriterier, men som alligevel fortjener opmærksomhed. Specialprisen blev i år uddelt til ”det lille projekt med stor effekt”.
Vinderen af Specialprisen 2023 blev Ernas hus – et gammelt fiskerhus på Thyholm i Limfjorden. Huset stammer helt tilbage fra 1774 og husede først en fiskerfamilie. Siden blev huset overtaget af Erna, som brugte det som sommerhus. Efter Ernas død forfaldt huset, men nu har det fået mere end en kærlig hånd efter en gennemgribende renovering. Holdet bag har haft et godt blik for de oprindelige detaljer, hvor bl.a. de gamle gulvbrædder er genanvendt til at lave nye skydedøre.
Hos bygherre Gunner Merrild var glæden stor, da Ernas Hus blev tildelt Specialprisen 2023, og han håber, at den succesfulde renovering af det lille fiskerhus kan få andre til at kaste sig ud i lignende projekter.
“Det er dejligt, at et lille hus på 60 kvadratmeter kan vinde denne pris og måske få flere til at få øjnene op for de små, gamle huse, vi har rundt omkring i Danmark. Jeg håber, at det kan inspirere andre til at lave deres eget projekt med deres egne greb.”