19. december 2023
GI støtter 6 udviklingsprojekter med 4.4 mio. kroner
Standardisering af tilstandsvurderinger - Bygherreforeningen
En ny standard for tilstandsvurderinger af bygninger skal udvikles. De mange forskellige standarder gør det vanskeligt at sammenligne tilstandsvurderinger, og at genbruge data. Standarden skal være digital, og den skal samle best- practice fra eksisterende metoder for tilstandsvurdering, og samle disse i en bredt accepteret standard.
GI støtter med 453.375 kr.
Film – klassiske håndværk i det bæredygtige byggeri – Teknik og Salg
6 film om brug af klassiske byggematerialer i forhold til bæredygtighed, klimaaftryk og ressourceforbrug. Det er vigtigt at udvikle viden om brug af klassiske metoder og materialer set i et bæredygtighedsperspektiv og dermed sikre, at det ”klassiske” ikke drukner i innovation og nytænkning af nye metoder og materialer. Filmene henvender sig til udførende og uddannelsesinstitutioner, samt bygger videre på den eksisterende filmkanal byggefilm.dk.
GI støtter med 480.000 kr.
Brandsikker installation af solceller på tage – DBI
En ny vejledning, som skal sikre en brandsikker elektroteknisk installation af solceller på tage, skal udvikles. Den vil også indeholde en eksempelsamling med metoder til forebyggelse af brandspredning ved brand i tagmonterede solceller. Perspektiverne i projektet er på sigt at udvikle en certificeringsordning for solcellemontører.
Installation af solceller på tage er en vigtig del af klimadebatten, men solceller har medfører øget risiko for brand. Det er derfor vigtigt, at solceller installeres på brandsikker vis.
GI støtter med 1.087.000 kr.
Håndværkeren som bæredygtighedsambassadør – Værdibyg
Ved hjælp af udvalgte bæredygtighedsambassadører blandt udførende håndværkere, skal viden om bæredygtighed i renoveringsprojekter spredes og vinde indpas. Mange beslutninger om bæredygtighed tages af håndværkerne på byggepladsen, når projektet er i gang. Det kan fx handle om materialevalg, affaldssortering, energiforbrug eller arbejdsmiljø.
Det er tanken, at konceptet med bæredygtighedsambassadører skal afprøves på en række konkrete byggeprojekter, og desuden etablere et samarbejde med projektet ”Grønne frontløbere” drevet af Byggeriets Uddannelser, som er et kursusforløb om bæredygtighed for håndværkere.
GI støtter med 767.275 kr.
Fra ressourcekortlægning til genbrug og genanvendelse - Værdibyg
En best-practice vejledning i ressourcekortlægning i et byggeprojekt skal understøtte mere genbrug og genanvendelse i byggeriet. Mange rådgivere oplever i dag, at ressourcekortlægningen er for overfladisk og kun anvendes i opstartsfasen af et byggeprojekt, hvorved de gode intentioner om genanvendelse af byggematerialer forsvinder i takt med, at byggeprojektet gennemføres.
Ressourcekortlægning er en systematisk og detaljeret gennemgang af en eksisterende bygning forud for et renoveringsprojekt, som skal vise de tilgængelige ressourcer i bygningen inden nedrivning.
GI støtter med 989.000 kr.
Hvordan øges handlen med genbrugsmaterialer i byggeriet – VAD
Byggebranchens aktørers holdning til at investere i og acceptere af genbrugsmaterialer i forbindelse med renovering skal undersøges. Det skal desuden undersøges hvorvidt producentansvar, garantiforpligtigelser og forsikringer kan håndteres til gavn for udvikling af markedet for genbrugsmaterialer.
Der er stor interesse for anvendelsen af genbrugsmaterialer i byggeriet som løftestang til at mindske byggeriets klimabelastning, men omfanget er stadig på et meget begrænset niveau.
Projektets hypotese er, at markedet for handel med genbrugsmaterialer er umodent, og der mangler afklaring af, hvordan spørgsmål vedrørende eksempelvis producentansvar kan håndteres.
GI støtter med 650.000 kr.